Peugeot skal vinde
lørdagens DM-rally på Midtsjælland

Det er Christian Jensen, Peugeot Sport Dealer Team
DK skal have i front i lørdagens løb for at styrke hans muligheder
for at tage DM-titlen.
Tre uger efter at holdet kørte to top 3-placeringer hjem i KDAK Rally
Fyn, skal Peugeot Sport Dealer Team DK på lørdag i aktion igen. I
det midtsjællandske køres årets fjerde og næstsidste DM-rally, og
målsætningen for mandskaberne i de to Peugeot 207 Super 2000-biler er
klar.
”Vi skal køre efter, at Christian og Søren vinder, og vi bliver toere,”
siger Karl-Åge Jensen. Køreren fra Rødkjærsbro sekunderes atter af
Freddy Pedersen fra Bjerringbro i observatørsædet, og de har stadig
deres første sejr til gode i den nye bil, men der er vigtigere ting på
spil. I DM-regnskabet er han 22 points efter Max Christensen. Christian
Jensen er derimod blot otte points efter den førende i
Danmarksmesterskabet.
”Det afhænger selvfølgelig af, hvordan Max klarer sig, men hvis han
fuldfører, er det Christian, vi må bakke op om, så på en eller anden
måde må der være plads til teamordrer,” forklarer Karl-Åge Jensen. ”Hvis
vi kan få Christian helt til tops, og jeg kan slutte foran Max, ja, så
får vi Christian frem på førstepladsen i tabellen. Fra starten af løbet
er der naturligvis ikke teamordrer om, at den ene skal køre langsomt. Vi
skal begge give fuld gas, og når vi så nærmer os slutningen, må vi se,
hvordan tingene står.”
”Det er naturligvis vigtigt, at det er en af os to, der vinder, men hvis
jeg kan vinde løbet, så er alt åbent i kampen om DM,” siger Christian
Jensen. Køreren fra Ans har sammen med sin observatør Søren Tøndborg fra
Kjellerup en gang i år scoret maksimumpoints i et løb, mens Max
Christensen står noteret for to førstepladser.
”Max bliver nok den største trussel i løbet,” vurderer Christian Jensen.
”Generelt kan Tim Svanholt og måske også Ib Kragh være en trussel, men
når det gælder mesterskabet, er det Max, vi skal have fokus på. Vi skal
bare så langt frem i feltet som muligt, og Max skal bare så langt
tilbage som muligt. Men konkurrencen er knivskarp. Der skal bare en
punktering til, så kan alt pludselig ændre sig.”

Lørdagens DM-rally foregår i et mindre kuperet terræn,
hvilket Karl-Åge Jensen vurderer som mulig fordel for teamets Peugeot
207-racere.
Lørdagens DM-rally foregår i et område syd for Roskilde, men det bliver
først under gennemkørslen torsdag og fredag, at de to mandskaber stifter
bekendtskab med de enkelte hastighedsprøver.
”Der er kun en af prøverne, jeg kan huske at have kørt før, men denne
her gang skulle de ikke blive så kuperede som ved det sidste løb på
Fyn,” siger Karl-Åge Jensen. ”Det er nok ikke nogen ulempe, for vores
Peugeot har en meget let bagende, så vi lander meget hårdt med næsen
først, når vi hopper, og det betyder, at vi ikke giver så meget gas som
de andre.”
”Der bliver 130 kilometer hastighedsprøver, så der er lidt mere at gøre
godt med denne her gang,” tilføjer Christian Jensen. ”For os gælder det
simpelthen om at komme bedre i gang fra starten. Sidste gang var det os,
der havde flest prøvesejre, og havde vi ikke dummet os i starten af
løbet, var det også gået meget bedre for os.”
”Derimod gør det mig ikke noget, at vi ikke rigtigt kender prøverne
eller har kørt dem før. Jeg kører altid bedst på nye prøver, så det er
ikke et problem, men jeg håber til gengæld på tørvejr til weekenden. Det
er der, hvor vi har mest erfaring med den nye bil, for vi har ikke kørt
så meget endnu med den i regnvejr.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 29 99 70 00
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|