Christian Jensen vandt
årets anden sejr i DM i rally for Peugeot

Christian Jensen og Søren Tøndborg tog sæsonens anden
sejr i DM i rally, da de lørdag vandt Rally Midtsjællænd.
Tre uger efter, at sejren i årets tredje DM-rally gled dem af hænde med
en så beskeden margen som tre sekunder, kunne Christian Jensen fra Ans
og hans co-driver Søren Tøndborg fra Kjellerup lørdag aften hyldes som
vindere af Rally Midtsjælland med en om noget endnu mindre margen. To
sekunders forspring havde de til Max Christensen og Dorthe Ravn, som de
nu blot er tre points efter inden DM-finalen.
”Det er den bedste sejr, jeg har vundet,” jublede Christian Jensen, da
førstepladsen var i hus. ”Denne her sejr er den bedste, for sidste gang
jeg vandt, var det med 13 sekunder. Men jeg må også indrømme, at
champagnen smager bedre, når man har vundet med to sekunder, end når man
har tabt med tre sekunder.”
Gennem hele løbet var der tre hold, der virkelig var med i kampen om
sejren. Foruden Christian Jensen og hans rival i mesterskabskampen var
det Tim Svanholt, men lokalmatadoren blev i sidste ende henvist til
tredjepladsen i den tætte kamp.
”Det har virkelig været en herredyst i dag,” siger Christian Jensen.
”Jeg var først klar over, at sejren var hjemme, da vi var færdige med
den sidste prøve, for det var kun lige med et hængende hår, at jeg
vandt. Vi tre kørere har byttet føring hele dagen, og det må have været
suverænt for tilskuerne at kikke på, for der er blevet gået til stålet.”
Trioen i front af Rally Midtsjælland var så tæt og jævnbyrdig, at
Christian Jensen ikke kan pege på en ting, der blev afgørende for, at
han kørte sejren i hus.
”Det er svært at sige,” indrømmer den vindende Peugeot-kører. ”Vi var
lige kommet foran efter prøve ni, men så kørte Max otte sekunder fra os,
og så var vi knækkede. Men så kørte vi fire sekunder ind på ham, og
inden vi kørte de sidste to prøver, var der få sekunder mellem os. Det
har været utroligt tæt. Helt vildt.”

Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen kørte en
fjerdeplads hjem i lørdagens Rally Midtsjællænd.
Mens Christian Jensen og Søren Tøndborg hele tiden var med i kampen om
sejren i Rally Midtsjælland, måtte Peugeot Sport Dealer Team DK's
andet hold indtage en mere sekundær rolle. Karl-Åge Jensen fra Rødkjærsbro, der denne gang havde Freddy Pedersen fra Bjerringbro som
observatør, endte på den generelle fjerdeplads, lidt mere end et halvt
minut efter de vindende teamkammerater.
”Efter omstændigheder er det resultat okay,” indrømmer Karl-Åge Jensen.
”Vi var et par sekunder bagefter på hver prøve, men jeg ved ikke, hvad
der var årsagen. Vi kom aldrig op på den høje remskive. Vi holdt godt
nok på, men manglede bare det sidste, så det var godt, at Christian
vandt. Det var lige så godt som selv at vinde…”
Karl-Åge Jensen blev dog tredjebedste kører i klassen for firhjulstrukne
biler, og her indtager han samme resultat i kampen om
Danmarksmesterskabet, hvor Christian Jensen med dagens sejr er Peugeot
Sport Dealer Team Danmarks trumfkort. Men med den fart, Christian Jensen
havde i dag, var der slet ikke behov for teamkørsel.
”Det var lige ved at udvikle sig negativt den anden vej, når det gælder
teamindsatsen,” forklarer Karl-Åge Jensen. ”På en hastighedsprøve blev
jeg sendt ud før Christian, og der kom også en tredje bil, så vi kom tre
biler ned ad et stykke grusvej, hvor jeg var ved at genere ham, så det
var lige ved at blive vores nemesis. Men Christian klarede det selv, så
der er spænding til det sidste. Han skal nok selv klare det.”
Hos Peugeot Sport Dealer Team DK må man dog endnu vente et stykke
tid, inden udfaldet om årets Danmarksmesterskab bliver udløst. Først i
midten af november køres årets sidste løb, der er det traditionsrige Gjønge Rally.
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 29 99 70 00
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|