Peugeot kan vinde DM i rally i weekenden

Christian Jensen og Søren Tøndborg kan sikre sig
Danmarksmesterskabet med en sejr i lørdagens Gjønge Rally.
Den kommende lørdag bliver afgørelsen time for Peugeot Sport Dealer Team
DK. På Møn køres årets sidste afdeling af Danmarksmesterskabet i rally,
og her har Christian Jensen og Søren Tøndborg fra henholdsvis Ans og
Kjellerup muligheden for at sikre sig guldmedaljerne. Makkerparret i den
blå og hvide Peugeot 207 Super 2000 har kun de regerende mestre Max
Christensen og Dorthe Ravn som rivaler til den titel.
”Det gælder virkelig om at holde hovedet koldt,” siger Christian Jensen
om udfordringerne ved det kommende Gjønge Rally. ”Med det vejr, vi har
for tiden, kan alt ske, så det er den kører, som kan holde hovedet koldt
på dagen, der vinder løbet og dermed nok også tager
Danmarksmesterskabet.”
Christian Jensen og Søren Tøndborg er aktuelt tre points efter Max
Christensen og Dorthe Ravn, og det er dem, de først og fremmest skal
slå. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan det sker. Vinder
Peugeot-holdet løbet, har de også sikret sig tilstrækkeligt med points
til at kunne kalde sig Danmarksmestre. Men slutter de på andenpladsen
med Max Christensen og Dorthe Ravn på tredjepladsen, vil holdene stå à
point, og så er det aktuelt rivalerne, som står bedst ved fintællingen.
”Jeg vil gerne have Karl-Åge med til at presse på forrest i feltet,”
siger Christian Jensen med henvisning til mandskabet i Peugeot Sport
Dealer Team DK’s anden bil, Karl-Åge Jensen fra Rødkjærsbro og Hans Marx
fra Luxembourg.

Karl-Åge Jensen og Hans Marx kører efter en
topplacering, selv om de på forhånd er garanteret en bronzemedalje i
DM-sammenhæng.
”Vores sæson er sådan set afsluttet, for i DM-sammenhæng kan det ikke
blive til andet end en tredjeplads for os, men derfor kører vi
naturligvis for at få så god en placering som muligt,” indrømmer
Karl-Åge Jensen.
”Men det jo medaljekampen, det hele drejer sig om, her er det vigtigste
dog, at Christian vinder løbet, for så er han også mester. Jeg har selv
været Danmarksmester mange gange, men det vil være godt for sporten,
hvis der kommer en ny Danmarksmester. Jeg håber bare på, at vi får en
god og fair konkurrence, så det er den bedste mand, som vinder.”
Den aktuelle vejrudsigt spår om megen nedbør lørdag, hvilket er
ensbetydende med meget glatte veje i og omkring Stege, hvor Gjønge Rally
har centrum.
”Jeg er lidt ked af, at vi ikke har kørt mere i regnvejr med bilen, men
vi må bare prøve at køre så godt, som vi kan,” siger Christian Jensen.
Det er halvanden måned siden, at han sidst har siddet i rallybilen –
hvor han i øvrigt vandt sæsonens anden sejr i et DM-rally – men helt
bevidst har han og det øvrige Peugeot Sport Dealer Team DK valgt ikke at
stille op i et ekstra løb for at vænne sig til efterårsvejret.
”Vi har snakket meget om, hvorvidt vi skulle stille op i et mindre løb
inden, men det kan gå galt. Jeg har prøvet at gøre det før, og en gang
gik det godt og en gang gik det skidt. Jeg tror bare, at man skal prøve
på at køre efter vejr og vind. Hvis det er vådt føre, kan der ske mange
ting,” vurderer Christian Jensen.
”Det vigtigste er sådan set, at man er klar fra starten, for der skal jo
ingenting til, før man kommer bagud. Sidste gang vandt vi med to
sekunder, og hvis løbet på lørdag bliver lige så tæt, skal der bare en
punktering til, før man er bagud.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 29 99 70 00
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|