Christian Jensen:
Jeg frygter de 49 andre

Christian Jensen og Søren Tøndborg tager i weekenden
hul på forsvaret af deres Danmarksmesterskab – og deres sejr fra sidste
års Danboring Rally.
Fredag og lørdag bliver det alvor for Peugeot Sport Dealer Team DK.
Efter at Christian Jensen og Søren Tøndborg fra Ans og Kjellerup og
Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen fra Viborg og Bjerringbro har
deltaget i et par rallysprint herhjemme og i Sverige, går det nu endelig
løs. Det gælder første afdeling af Danmarksmesterskabet i rally –
Danboring Rally – der får den nyopførte Arena Midt i Kjellerup som base.
Peugeot Sport Dealer Team DK skal i år ikke bare forsvare
Danmarksmesterskabet. Mandskabet skal også helst veksle bronzemedaljen
til en sølvmedalje i klassen for de hurtigste rallybiler, hvor de
deltager med deres Peugeot 207 Super 2000-biler. Men det bliver noget af
en udfordring.
”Jeg frygter de 49 andre,” siger Christian Jensen med henvisning til
antallet af konkurrenter på deltagerlisten. ”Jeg tror, at der bliver
langt flere kørere, som kan være med i topkampen i år, så det bliver
utrolig tæt.”
”Det er ikke sådan, at man på forhånd kan sige, at kampen står mellem
2-3 stykker,” tilføjer Karl-Åge Jensen.
”Som jeg ser det, er der mange om buddet, og i top 10 synes jeg, at der
er rigtigt mange, der kan byde ind og vinde en generalsejr. Men skal jeg
vurdere det, vil det nok være Christian, Max Christensen, Tim Svanholt
og Brian Madsen, der er kandidater til at vinde. Der er også Martin
Johansen, som kommer som en hurtig mand i en god bil, og sådan kan jeg
blive ved med at nævne dem. Ja, der er også Michael Pedersen, som vender
tilbage.”
Danboring Rally har base i Kjellerup, hvor der i løbet af et døgn fra
fredag aften til lørdag eftermiddag skal køres 15 hastighedsprøver i
umiddelbar nærhed af byen.
”Det er nogle hastighedsprøver, jeg har lidt kendskab til, og jeg synes,
at de ligger godt til det, jeg godt kan lide, så en top 3-placering er
helt klart min målsætning,” siger Karl-Åge Jensen.
”Det er rigtigt gode prøver, hvor nogle er gamle kendinge, men du får
mig ikke til at sige, at jeg har en hjemmebanefordel,” siger Christian
Jensen. ”Det kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle have, for rallyet
finder jo sted på nogle veje, hvor jeg ikke normalt kører.”

Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen skal i Danboring
Rally køre nogle hastighedsprøver, de godt kan lide og håber på et top
3-resultat.
Sidste år fik Christian Jensen sit helt store gennembrud, da han scorede
sin første sejr i et DM-rally med førstepladsen i Danboring Rally.
”Årets løb må helst ende, som det sluttede sidste år. Jeg skulle gerne
vinde, men jeg er ikke den eneste, der siger det,” siger den forsvarende
Danmarksmester.
”Det gælder om at holde hovedet koldt. Man skal køre med omtanke og være
klar fra første meter, og hvis det bliver lige så tæt som sidste år – og
det tror jeg, at det bliver, fordi der er flere med i kampen i år – så
bliver det utroligt tæt.”
Årets Danboring Rally begynder på Torvet i Kjellerup fredag aften,
hvorefter deres køres to hastighedsprøver, inden de deltagende biler
sættes i parc fermé, hvorefter løbet genoptages lørdag morgen.
”Det er en dejlig måde at starte på,” forklarer Christian Jensen. ”Når
man har været til teknisk kontrol fredag eftermiddag, er man klar til at
køre løb, og det er fint. Hvis vi så efter de to hastighedsprøver fredag
finder ud af, at vi skal have ændret noget på bilen, så kan vi nå det
til om lørdagen.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|