Christian Jensen: ”Jeg
kommer for at stå øverst på podiet”

Christian Jensen vil gå efter at tage sin første sejr
i Tvilum-Scanbirk RallyShow på fredag. Fotograf: Jimmy Mikkelsen.
Peugeot Sport Dealer Team DK tager fredag aften hul på anden del af
2010-sæsonen, hvor teamet stiller op i det traditionsrige
Tvilum-Scanbirk Rally Show i Fårvang mellem Århus og Viborg. På en
hastighedsprøve i byens industriområde skal Christian Jensen fra Ans og
Karl-Åge Jensen fra Viborg forsøge at køre deres hurtige Peugeot 207
Super 2000-rallybiler til tops – og en af de to biler skal gerne ende
helt i front, for trods mange starter har ingen af de to kørere endnu
vundet løbet.
”Det skal snart til at være,” siger Christian Jensen. Han har ellers
haft stor succes i et andet stort rallysprint i det midtjyske – Rally
GP’et i Kongensbro – som han i foråret vandt for tredje gang.
”Banen i Fårvang er meget mere snæver end den, vi kører på i
Kongensbro,” forklarer den forsvarende Danmarksmester. ”I Kongensbro kan
det ofte være glat, ligesom der er langt mere plads. I Fårvang er
hastighedsprøven meget smal, og det giver ikke nogen fordel for vores
bil. Jo, selvfølgelig har vi fordel med vores bil i forhold til dem, der
kører i en gruppe N-bil, men det skal faktisk begynde at regne, hvis vi
skal have fordel af vores firhjulstræk. Men vi ønsker os tørvejr til
arrangementet. Dels for de mange tilskuere, der kommer, dels fordi vi
har inviteret næsten 200 gæster, og de skal alle sammen have en god
oplevelse.”
”I år bliver det et rent dansk opgør, og jeg tror, at det bliver en
spændende konkurrence. Hvis jeg skal vinde løbet, skal det vist være i
år,” siger Karl-Åge Jensen, der snart har været med dansk rallysport i
25 år.
”Brian Madsen bliver nok en af vores værste konkurrenter, for han har en
af de hurtigste biler. Det er en lille, snæver bane i Fårvang, og han er
meget god på sådan en prøve, så jeg tror, at Brian er et godt bud på en
vinder, men der kan ske meget.”

Karl-Åge Jensen byder
ind på sejren, selvom Tvilum-Scanbirk Rally Show ikke foregår på
grusunderlag. Fotograf: Brian Juel.
Karl-Åge Jensen er kendt for sin forkærlighed til de længere, mere
udmarvende rallyer, mens de korte rallysprints aldrig har været hans
livret. Sådan er det også med løbet i Fårvang, hvor endnu et forhold
spiller ind i år.
”Løbet foregår jo fredag den 13., så man ved aldrig, hvad der sker sådan
en dag,” siger Karl-Åge Jensen. ”Rallyer, der køres på den 13., har
aldrig været verdens vidunder for mig, men nu skal man ikke være alt for
overtroisk. Jeg vil gerne byde ind på sejren i år, men verden går heller
ikke under, hvis jeg ikke vinder, og både Christian og Brian kan godt
lide at køre den slags løb.”
Christian Jensen er mere optimistisk forud for årets udgave af
Tvilum-Scanbirk Rally Show, selv om han ved, at det bliver hårdt.
”Brian Madsen, Ib Kragh og Karl-Åge vil helt sikkert være blandt de
hurtige på banen, og jeg er overbevist om, at det vil være blandt os
fire, at slaget kommet til at stå,” vurderer Christian Jensen.
”Det gælder om at ramme dagen. Vi skulle gerne være ovre de problemer
med bilen, der har drillet os, men hvis jeg har en af mine gode dage,
tror jeg, at det er realistisk. Jeg har bilen til det. Jeg har før
kunnet køre på sprintbaner, og jeg har en god mavefornemmelse. Og ja,
jeg kommer for at stå øverst på podiet i Fårvang!”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler – 20 12 53 44
|