Peugeot Sport Dealer Team
DK på natarbejde ved Nykøbing Falster

Karl-Aage Jensen skal forsvare føringen i
Danmarksmesterskabet i rally i det forestående Sydhavsrally. Fotograf:
Jimmy Mikkelsen.
Efter lidt mere end to måneders pause genoptager Peugeot Sport Dealer
Team DK kampen om årets Danmarksmesterskab. Det sker lørdag den 4.
september ved Nykøbing Falster, hvor årets Sydhavsrally køres, og her
skal makkerparret Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis
Viborg og Bjerringbro forsvare deres aktuelle mesterskabsføring, mens
Christian Jensen fra Ans og hans codriver Søren Tøndborg fra Kjellerup
jagter revanche ovenpå de uheldige DM-løb før sommerferien.
”Hvis vi skal vinde DM i år, så er der kun tre sejre i sæsonens tre
sidste DM-løb, der gælder, men det er nemmere sagt end gjort,” siger
Christian Jensen. ”Vi må bare prøve at kæmpe det bedste, vi har lært, og
når Karl-Aage nu fører mesterskabet, gælder det bare om at tage så mange
point fra de andre som muligt.”
Udover at det kommende Sydhavsrally starter lørdag klokken 12.30 fra
Nykøbing Falster Hallen og har mål samme sted klokken 22.00, ved holdene
fra Peugeot Sport Dealer Team DK ikke mere om løbet. Først dagen inden
løbsdagen frigives ruten.
”Det gør ikke noget, for det er jo ens for alle,” siger Karl-Aage
Jensen. ”De hastighedsprøver, man kører i dag, bør man kunne finde ud
af, selv om man kun har en dag til det, men jeg har da en idé om, hvor
vi måske skal køre. Jeg har kørt prøver derovre før, så vi ved godt,
hvordan terrænet er. Det er lidt fladt, men når vi kører prøverne
igennem dagen før, kan vi begynde at sætte os op.”
Det er to år siden, at der sidst blev kæmpet om DM-point i rally i
området, og det er et løb, som Karl-Aage Jensen ikke lige sådan glemmer.
Hans rallybil endte dengang inde i et hus.
”Det bliver spændende, om jeg skal forbi det samme hus igen, for så
tager jeg nok ti af farten,” indrømmer han. ”Uheldet dengang var en
kombination af, at der var for høj fart, og at vejen drejede mere, end
jeg regnede med. Vi kurede ned i grøften og så lagde bilen sig på taget
og ind i huset. Det håber jeg ikke sker denne her gang.”
Udover at deltagerne først får oplyst ruten og detaljerne om de i alt 12
hastighedsprøver dagen før, er der også andre specielle forhold, som
spiller ind ved årets Sydhavsrally.
”Vi er henne på efteråret, hvor man ikke ved, hvordan vejrsituationen
er,” slår Christian Jensen fast. ”Så bliver mørket en udfordring. Det er
ikke det, der er min største force. Vi skal prøve at have et forspring,
inden mørket kommer.”

Christian Jensen jagter revanche ovenpå uheldene i
årets to første DM-afdelinger i rally. Fotograf: Jimmy Mikkelsen.
Karl-Aage Jensen har det derimod stik omvendt med at sidde bag rattet af
sin Peugeot 207 Super 2000, når solen er gået ned, og der skal gives
gas.
”Jeg synes, at det er fascinerende, og det sætter mig næsten mere op,”
siger han. ”Jeg tror, at man er mere fokuseret, fordi der er 110 % fokus
på, hvor lyskeglerne er. Det har egentlig altid motiveret mig, og jeg
tror, at man er mere skærpet. Når det er lyst, har man en tilbøjelighed
til at have det hele i større perspektiv, men det har man ikke, når det
er mørkt.”
Inden Sydhavsrallyet indtager Karl-Aage Jensen førstepladsen i
Danmarksmesterskabet, hvor der blot er et enkelt og to point til de
nærmeste forfølgere.
”Det er ikke noget, jeg tænker på. Det er dette her løb, det drejer sig
om, og så gælder det om at få så god en placering som muligt,” siger
han. ”Hvis alt kører, tror jeg, at Christian bliver hurtigste mand, og
så er det spændende, om det bliver Michael Pedersen, Max Christensen
eller os, der kommer i slipstrømmen.”
”Jeg frygter Max og Michael mest,” tilføjer Christian Jensen. ”Karl-Aage
skal jeg bare hjælpe, for han skal køre lidt mere med en sikker margin
af hensyn til DM-pointene, hvor jeg skal ud at kæmpe lidt mere for det.
Hvis vi bare kan starte, ligesom vi gjorde i de to andre løb, vil det
være dejligt. Og så vil det være godt, hvis vi denne gang kan slutte som
vi startede i de andre løb.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler – 20 12 53 44
|