Lyset forsvandt - men
Christian Jensen vandt

Christian Jensen (t.h.) og Søren Tøndborg sikrede sig
sent lørdag aften sejren i Sydhavsrallyet. Fotograf:
Jimmy Mikkelsen.
Tredje gang var lykkens gang for Christian Jensen og Søren Tøndborg fra
henholdsvis Ans og Kjellerup. Efter at makkerparret i den blå og hvide
Peugeot 207 Super 2000 havde været hurtigst i de to første afdelinger af
DM i rally uden at få hverken pokaler eller sejre med hjem, strøg
mandskaber til tops i årets Sydhavsrally, der blev afsluttet lørdag
aften i Nykøbing Falster.
”Det er helt kanon. Vi har haft farten hele sæsonen, men vi har været
plaget af uheld, og så er det rart, at det endelig lykkedes,” lød det
fra Christian Jensen, imens han drog et lettelsens suk efter den første
DM-sejr i næsten et år.
Fra den første hastighedsprøve i Sydhavsrallyet var Christian Jensen og
Søren Tøndborg i front. Efter halvdelen af de 12 hastighedsprøver havde
duoen et forspring på et halvt minut, men da løbet nærmede sig sin
afslutning, skrumpede denne margen gevaldigt ind, og der måtte sidst
pludseligt arbejdes for at bevare forspringet.
”På et tidspunkt var vi så meget foran, at vi kunne begynde at slappe
af, men på de sidste hastighedsprøver, der blev kørt i mørke, begyndte
vi at få problemer med ekstralyset på bilen,” forklarer Christian
Jensen. ”Der var nogle udsættere, men det gik helt galt på den sidste
hastighedsprøve. Da vi havde kørt de første 500 meter af prøven,
forsvandt vores ekstralys helt, og så var der kun det normale lys på
bilen tilbage.”
Christian Jensen og Søren Tøndborg kunne naturligvis ikke holde samme
tempo som tidligere på dagen. De gennemførte den sidste hastighedsprøve
på sjettebedste tid, men den var mere end 14 sekunder langsommere end
den bedste tid, der blev registreret. Alligevel var det tilstrækkeligt
til, at makkerparret fra Peugeot Sport Dealer Team DK kunne vinde deres
fjerde generalsejr i et DM-løb. Men det blev med en margen på blot 3,5
sekund!
Sejren var også årets første i DM-regi for Peugeot Sport Dealer Team DK,
der takket være Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis
Viborg og Bjerringbro stadig fører i kampen om Danmarksmesterskabet
efter en femteplads i Sydhavsrallyet. Men holdet må nu dele
førstepladsen med Michael Pedersen og Mie Petersen, der i løbets
afsluttende fase overhalede holdet i den røde Peugeot 207 Super 2000.
”Da der manglede tre hastighedsprøver, var vi et sekund foran Michael og
Mie, men så var vi uheldige,” forklarer Karl-Aage Jensen. ”På prøve 10
var der et sving før mål, hvor vi kurede ud og kyssede et skilt, og så
gik bilen i stå.”

Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen indtager fortsat
førstepladsen i kampen om Danmarksmesterskabet i rally. Fotograf: Brian
Juel.
På de to sidste hastighedsprøver formåede Karl-Aage Jensen og Freddy
Pedersen at køre fra rivalerne i DM-sammen, men de kunne indhente det
tabte.
”Vi satte næsthurtigste tid af alle på de to sidste prøver, for de to
prøver foregik helt i mørke, og de passede mig godt,” siger Karl-Aage
Jensen. ”Jeg kan ikke sige, at det er vores afkørsel, der var
afgørelsen, for selv om vi slog Michael på de sidste prøver, kan det
godt være, at han ville have slået os. Det var meget tæt og det var
spændende.”
Mens Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen nu er på en delt førsteplads i
kampen om Danmarksmesterskabet, har Christian Jensen og Søren Tøndborg
avanceret til en delt tredjeplads i tabellen.
”Vi halter selvfølgelig stadig noget efter i tabellen, men det er
bestemt ikke blevet ringere efter lørdagens sejr. Det var faktisk
perfekt, at Steen Andersen kom ind på toeren og tog point fra vores
konkurrenter, så vi kan kun være tilfredse,” slutter Christian Jensen.
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler – 20 12 53 44
|