Peugeot Sport Dealer Team
DK leverede hårfin sekundfinish i BMC Rally

Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen vandt BMC Rally og
kom alene i front for Danmarksmesterskabet i rally. Fotograf: Jimmy
Mikkelsen.
Afslutningen på årets fjerde og næstsidste afdeling af
Danmarksmesterskabet i rally blev særdeles nervepirrende for Peugeot
Sport Dealer Team DK. Inden starten af sidste hastighedsprøve førte
Christian Jensen og Søren Tøndborg fra henholdsvis Ans og Kjellerup med
bare to tiendedele af et sekund, men de forsvarende Danmarksmestre tog
ikke sejren i årets BMC Rally.
Den gik i stedet til det andet mandskab hos Peugeot Sport Dealer Team
DK, Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen fra Viborg og Bjerringbro. De
brugte to sekunder mindre end teamkammeraterne på den sidste
hastighedsprøve og vandt dermed løbet med et samlet forspring på 1,8
sekunder.
”Det var dejligt med en sejr, det var bare super,” siger Karl-Åge
Jensen, da hans første generalsejr i godt to år var kommet i hus. ”Det
er nok allermest måden, hvorpå vi vandt, der var fantastisk. Vi havde en
kanonfight om sekunderne fredag aften, og den fortsatte i dag, så det
var bare super.”
”I aftes første Michael Pedersen. I dag tog Christian over, men så kom
vi fra baghjul og kom tilbage i front for løbet. Så havde vi et kiks, og
derefter var det Christian, der kom tilbage på førstepladsen, men så
vandt vi den sidste prøve. Der var al den drama og spænding, som man
kunne håbe på et i DM-rally. Det har været kanon!”
”Det har været et kanonrace,” siger Christian Jensen. ”Karl-Åge var bare
hurtigere end os, og det må vi bare tage hatten af for.”
”Det, som er sjovt, er, at vi som team har leveret varen. Jeg har ikke
været bange for, at det ikke skulle være en af os, som skulle vinde. Det
var mere spørgsmålet om, hvem af os der skulle vinde. Men at det skulle
blive så spændende, har bare været sjovt. Vi taler om et rally med 130
km hastighedsprøver, og som Karl-Åge og Freddy vinder med 1,8 sekunder.
Det svarer til 60 meter. Det er da race, om man vil noget!”
BMC Rally varede over to dage, hvor førstedagen stort set foregik i
mørke og på lumske grusveje. Trods dårlige odds var Christian Jensen og
Søren Tøndborg her meget tæt på at tage føringen ved nattepausen.
”Vi havde ikke regnet med, at vi kunne hænge så godt på grusvejene med
skårne slickdæk, men det viste sig ikke at være helt tosset,” fortæller
Christian Jensen. ”Vi havde på forhånd regnet med at skulle være
bagefter, men det var super, at vi lørdag morgen kunne starte ud med
bare at være 0,7 sekund efter.”

Christian Jensen og Søren Tøndborg var med i kampen om
sejren, men sluttede 1,8 sekunder efter teamkammeraterne. Fotograf:
Jimmy Mikkelsen.
”Vi var i teamet handicappet af ikke at have grusdæk, men vi leverede
gode resultater ved at køre på slickdæk. Vi har virkelig kæmpet meget.
Der blev ikke givet noget ved dørene,” siger Karl-Åge Jensen.
Peugeot Sport Dealer Team DK’s nestor er nu er alene i front i kampen om
årets Danmarksmesterskab i rally, som afgøres i den første weekend af
november på Vestsjælland. Karl-Aage Jensen har et forspring på otte
point forud for finalen, hvor der er 20 point på højkant.
”Det er en god position at være i,” siger Karl-Aage Jensen.” Det er
skønnere at føre med otte point end at være bagud med otte. Kan vi holde
det samme tempo i bilen som i dag, og tingene ellers bare spiller, så er
vi ikke så nervøse for det sidste løb.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler – 20 12 53 44
|