Peugeot Sport Dealer Team
vandt guld og sølv i DM i rally

Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen blev fejret på
behørig vis med guldmedaljer og laurbærkranse for deres
Danmarksmesterskab, mens Søren Tøndborg og Christian Jensen fik
sølvmedaljerne. Fotograf: Jimmy Mikkelsen.
Peugeot Sport Dealer Team DK fik den mest perfekte afslutning på sin
2010-sæson, som teamet kunne tænke sig. Med en fjerdeplads i Bygma Rally
i Slagelse scorede Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis
Viborg og Bjerringbro mere end rigeligt med point til, at de kunne
erobre årets Danmarksmesterskab i rally, mens Christian K. Jensen og
Søren Tøndborg fra henholdsvis Ans og Kjellerup med sejren i lørdagens
DM-Finale ikke blot tog sæsonens anden løbssejr, men også sikrede sig
sølvmedaljen i årets Danmarksmesterskab.
Der skulle ikke gå mange hastighedsprøver, inden Christian K. Jensen og
Søren Tøndborg lignede et vinderhold i løbet. Efter at have vundet fem
af seks hastighedsprøver var deres forspring et halvt minut. Dette
forspring voksede til over et minut, men så opstod der uventet problemer
for holdet.
”Vi var så langt foran, at vi begyndte at slække lidt på det, men så vi
fik et problem, så bilen blokerede begge baghjul og vi spandt rundt. Det
kostede os 45 sekunder, og vi tænkte, at det nu var slut,” fortæller
Christian Jensen. Men holdet kom i mål og vandt løbet med 9,9 sekunders
forspring. ”Om vi vinder med ti sekunder, fem sekunder eller et minut,
er sådan set lige meget, men det havde været sjovere at vinde med et
minut. Men efter den afslutning var det rart at være i mål.”
Lørdagens DM-Finale havde ikke bare fået årets største antal
tilmeldinger. Kvaliteten i top var også gået en tand op, da flere hold
stillede til start i mere potent udstyr. Således deltog Brian Madsen og
Anja Posorski i en Peugeot 207 Super 2000 magen til de to eksemplarer,
Peugeot Sport Dealer Team DK råder over, men trods deres deltagelse
kørte Christian Jensen og Søren Tøndborg med en rimelig stor margen og
følte sig på intet tidspunkt truet til at hverken satse eller kørere
stærkere.
Sejren var den femte indenfor to år for Christian Jensen og Søren
Tøndborg, der dermed er de sidste to sæsoners mest vindende mandskab med
sejre i halvdelen af løbene. Til gengæld kunne Karl-Åge Jensen og Freddy
Pedersen skrive sig ind i historiebøgerne med henholdsvis deres ottende
og sjette Danmarksmesterskab.

Christian Jensen og Søren Tøndborg er med deres femte
generalsejr det mest vindende mandskab i de seneste to sæsoner.
Fotograf: Brian Juel.
”Fra morgenen havde vi bare fokus på Michael Pedersen, der var tættest
på os i stillingen, men da vi efter den første runde var langt foran
ham, sagde Freddy hele tiden til mig, at vi skulle slappe af og køre
sikkert,” fortæller Karl-Åge Jensen. ”Det var bare rigtigt irriterende.
Selvfølgelig skulle vi køre på det sikre, for vi var blevet til grin,
hvis vi var kørt af eller have lavet noget dumt. Det var et udmærket
resultat, men det er bare ikke min stil at køre rally på den måde. Det
er det ikke!”
Det ottende Danmarksmesterskab bliver også det sidste for Karl-Åge
Jensen, der har valgt at stoppe som aktiv i sporten for at koncentrere
sig om rollen som promotor for rallymesterskabet.
”Det er to følelser, jeg står med i dag. Det er en glæde over, at det
lykkedes at blive dansk mester, og så er det selvfølgelig også specielt,
at det var det sidste løb,” indrømmer han. ”Det havde jeg egentlig ikke
tænkt på før de sidste prøver, hvor en journalist fra Danmarks Radio
hele tiden spurgte, hvordan det var at skulle køre den sidste prøve. Det
havde jeg ikke spekuleret på, men nu er det selvfølgelig lidt mærkeligt.
Det skal jo slutte, og så er det helt vildt, at det slutter, som det
gør. Det er dejligt.”
Mens Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen fik deres guldmedaljer, lykkedes
det også for Christian Jensen og Søren Tøndborg at erobre
sølvmedaljerne.
”Jeg kan ikke sige, om jeg er mest glad for sejren i dag eller for
sølvet, men det allerbedste er, at vi er blevet nummer et og to i
Danmarksmesterskabet. Det var sådan, det skulle være,” siger Christian
Jensen. ”Vi har bevist, at vi har været hurtigst i år, men materiellet
har ikke altid villet, som vi ville. Når alt kommer til alt, tror jeg,
at vi skal være glade for, at det ender sådan her. Det var det, vi havde
håbet på inden weekenden. Vi er glade, også på Karl-Åges og Freddys
vegne.”
”Vi må sige, at det er gået så godt, som det overhovedet kunne gå,”
opsummerer teamchef Jens-Ole Kristiansen fra Peugeot Sport Dealer Team
DK.
”Christian havde jo ikke nogen speciel god start på sæsonen, men han har
virkelig vist, at han er den suverænt hurtigste. Til gengæld har
Karl-Åge vokset med opgaven, hvor han har kørt stærkere og stærkere i
bilen for hver gang. Ved fjerde afdeling af DM viste han virkeligt, hvor
stærkt han kan køre og alligevel køre taktisk, så han hele tiden holdt
øje med pointene i den samlede stilling. I dag må man sige, at de begge
to viste, at de er værdige nummer 1 og 2 i Danmarksmesterskabet.”
Resultat af DM-finalen:
1. Christian Jensen/Søren Tøndborg, Peugeot 207 Super 2000
2. Brian Madsen/Anja Posorski, Peugeot 207 Super 2000
3. Michael Pedersen/Mie Petersen, Mitsubishi Lancer Evo IX
4. Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen, Peugeot 207 Super 2000
5. Tim Svanholt/Per Henriksen, Volkswagen Golf Kitcar
6. Ib Kragh/Karsten Isaksen, Fiat Grande Punto Abarth
7. Kim Madsen/Kasper Sørensen, Mitsubishi Lancer Evo XII
8. Anders Rygaard/Henrik Skott, Subaru Impreza
9. Steen Johansen/Suna Schwaen, Mitsubishi Lancer Evo IX
10. Klaus Hammer/Marc Troels-Smith, Mitsubishi Lancer Evo IX
Slutstilling i Danmarksmesterskab:
1. Karl-Åge Jensen/Freddy Pedersen, Peugeot 207 Super 2000
2. Christian Jensen/Søren Tøndborg, Peugeot 207 Super 2000
3. Michael Pedersen/Mie Petersen, Mitsubishi Lancer Evo IX

Karl-Åge Jensen og Freddy Pedersen kørte en
fjerdeplads i hus i Bygma Rally, hvilket gav dem deres DM-titel nummer
otte og seks. Fotograf: Jimmy Mikkelsen.
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Karl-Åge Jensen – 20 54 84 97
Kører Christian Jensen – 40 83 07 43
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler – 20 12 53 44
|