Christian Jensen går efter sejr i påsken Rally GP i Kongensbro
Christian Jensen går efter sin fjerde sejr i Designa Rally GP i Kongensbro.
Sejren er målsætningen, når Peugeot Sport Dealer Team DK langfredag
stiller til start i det traditionelle Designa Køkken Rally GP i
Kongensbro mellem Viborg og Århus. Sidste år tog mandskabet sejren, og
det agter man også at gøre igen i år.
”Jeg håber, at jeg kan forsvare titlen fra sidste. Jeg går i hvert fald
efter min fjerde sejr,” lyder det resolut fra Christian Jensen fra Ans,
der sidste år sikrede sig sin tredje sejr i løbet. ”Men mine to
teamkammerater Ib og Esben vil sikkert gøre alt for at køre fra mig, og
Ib har da også sagt til mig, at jeg ikke skal regne med at vinde. Men
jeg kommer altså ikke for at blive nummer to!”
”I år vil jeg bare vinde,” lyder det resolut fra et af de nye navne i
Peugeot Sport Dealer Team DK, Ib Kragh fra Juelsminde.
”Nu har jeg prøvet til nogle gange, og det har ofte været Christian, jeg
har bøvlet med, når det ikke har været en nordmand, som har drillet mig.
Sidste år var jeg lige så hurtig som Christian, og nu kan han bare vente
sig, og så skal jeg vise ham, hvem der er hurtigst. Jeg vil i hvert fald
gøre mit til, at vi får en finale sammen.”
Tredjemanden hos Peugeot Sport Dealer Team DK – Esben Hegelund fra
Hadsten – har også en målsætning om at kunne være med fremme.
”Jeg har en klar ambition om, at jeg skal være med i top 5,” siger
østjyden, der i år er skiftet til en firhjulstrukket rallybil. ”Ham, der
vinder, er ham, der rammer formen på dagen, for det tegner til at være
meget åbent. Men det vigtigste er, at det er en Peugeot, som vinder!”
Designa Rally GP består af to dele. Førstedelen er den ordinære
konkurrence over tre heats, hvor det er de to bedste heattider, der er
afgørende for, hvem der vinder de i alt seks klasser, løbet er udskrevet
over. Andendelen er den såkaldte Rally GP Special, der er en
elimineringskonkurrence, hvor det kun er de bedste, der er tilbage til
sidst.
”Der plejer at være meget glat på banen, så det gælder om at føle sig
frem og så give gas i de efterfølgende heat,” siger Christian Jensen.
”Jeg tror, at Ib og Esben vil være hårde modstandere, og jeg ved fra
tidligere, at Ib altid har været god til sprintløb.”
”Den pakke, jeg har nu, er i hvert fald væsentligt hurtigere end den,
jeg havde sidste år,” slår Ib Kragh fast. ”Jeg kører min chance for at
vinde, så Christian skal ikke regne med at få noget foræret.”
Mens både Christian Jensen og Ib Kragh har flere års erfaring bag sig i
en firhjulstrukket rallybil i grusgraven i Kongensbro, er det første
gang, at Esben Hegelund skal køre med sin Peugeot 207 Super 2000 på
banen.
”Der er ingen tvivl om, at det er en god sprinterbil. Den styrer som en
gokart, og det er en bil, som kan vinde det løb,” siger Esben Hegelund.
”Det er et spørgsmål, om vi kan give gas nok og hvad de andre gør. Der
er et fint felt, og der kommer mange firhjulstrækkerne, så der er mange
bud på topplaceringerne.”
”Der er ingen tvivl om, at bilen vil være hurtig ud af starthullerne,
men i Kongensbro er der mange kritiske steder, hvor vi ikke kan give 100
% gas fra start. Men det kan godt være, at det ændrer sig, når vi har
kørt første heat.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Christian Jensen – 21 49 19 92
Kører Ib Kragh – 20 14 50 09
Kører Esben Hegelund – 40 16 21 96
Kører Kjeld Seidler - 20 12 53 44
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|