Esben Hegelund vinder sin første generalsejr nogensinde for Peugeot Sport Dealer Team DK
Esben Hegelund har nu en generalsejr i bagagen, når det går løs med næste DM-løb. Fotograf: Henrik Simonsen / Dansk Rally Foto.
Grundlovsdag 2011 kommer for altid til at blive en helt speciel dag for
Esben Hegelund fra Hadsten. Det var nemlig den dag, hvor han ikke blot
vandt sin første sejr for Peugeot Sport Dealer Team DK. Det var også
dagen, hvor han vandt sin første generalsejr nogensinde i et
rallyarrangement.
”Det var kanon at vinde og så gøre det i min Peugeot 207 Super 2000,”
siger Esben Hegelund efter søndagens sejr i Yokohama Øst-afdelingen i
Høje Tåstrup. ”Det er et af Danmarks bedste rallysprints. Jeg har været
med to gange tidligere, og det er bare fedt at prøve at vinde det.
Esben Hegelund kørte sammen med Marc Troels-Smith fra Store Heddinge, og
duoen i den hvide Peugeot formåede at vinde alle fire heats, der indgik
i rallysprintet. Men mod slutningen holdt det hårdt. Her var margenen på
mindre end en tiendedel af et sekund.
”Vi havde konkurrence, men vi viste, at vi godt kunne holde afstand til
konkurrenterne,” siger Esben Hegelund, der nu ser frem til næste
afdeling af DM-serien i rally.
Også Kjeld Seidler og Allan Røntved fra henholdsvis Holmegaard og Haslev
havde en god dag i Høje Tåstrup, hvor de sluttede på en generel
niendeplads og blev nummer tre i deres klasse.
Kjeld Seidler og Allan Røntved scorede en tredjeplads i klassen. Fotograf: Jimmy Mikkelsen.
”Vi deltog i løbet i Høje Tåstrup for at teste vores bremser, og den
test lykkedes 100 %, og det er vi glade for,” siger Kjeld Seidler.
”Efter første heat var jeg ikke helt tryg ved det. Oplevelsen fra
Juelsminde med de svigtende bremser sad åbenbart stadig i ryggen på mig,
men efter de næste heats har jeg fået fuld tiltro til bilen.”
”Det er første gang, at Allan og jeg har fuldført et løb sammen i
307’eren, og det er fint. Resultatet er også fint med en tredjeplads i
klassen. Ja, i det hele taget var det en meget positiv dag for Peugeot
Sport Dealer Team DK. Der var rigtig mange gæster, som havde en god dag
og glædede sig over Esbens sejr. Nu er næste problem så blot, at jeg er
den eneste af vores fire DM-deltagere, som ikke har vundet et løb i år,
men det håber jeg, at vi kan få ændret på, nu hvor vi ved, at bilen er i
orden.”
Teamchef Jens Ole Kristiansen fra Sorø var også tilmeldt løbet i Høje
Tåstrup, men en fejl i en styreboks på hans bil betød, at han ikke kom
til start.
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Esben Hegelund – 40 16 21 96
Kører Kjeld Seidler - 20 12 53 44
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|