Ib Kragh og Mie Petersen vinder årets anden sejr til Peugeot Sport Dealer Team DK
Ib Kragh og Mie Petersen tog deres anden sejr i træk, da de vandt Rally Sønderborg.
To sejre i træk for Peugeot Sport Dealer Team DK. Det er status efter
årets tredje afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, og ligesom ved
det foregående løb var det Ib Kragh og Mie Petersen fra henholdsvis
Juelsminde og Vejle, der løb af med de største pokaler ved Rally
Sønderborg. Men sejren kunne lige så godt være gået til teamkammeraterne
Christian Jensen og Søren Tøndborg fra Ans og Tøndborg.
”Det er en anden måde at vinde på. Vores sejr i Juelsminde var
naturligvis speciel, når det var på ens hjemmebane, og man har publikum
i ryggen. Men her var der en hård kamp,” siger Ib Kragh om løbet, der
blev kørt under meget svære vejrforhold. Han kæmpede dels med sine
teamkammerater, dels med den førende i Danmarksmesterskabet Brian Madsen
fra Slagelse.
”Først førte vi efter prøve 1, men troede så, at vi ved en fejl ville få
en tyvstart på prøve 2, men selv om der ikke skete noget ved det, kører
man alligevel og tænker på det inde i hovedet,” fortæller Ib Kragh om
løbet. ”Vi holdt Brian bag os, men Christian kom så foran, og det var
okay, men pludselig så vi, at Christian holdt stille.”
Christian Jensen og Søren Tøndborg førte løbet med næsten et halvt minut, da de udgik.
”Mellem prøve 7 og 8 smed bilen vandet, og vi var bange for, at der var
gået en toppakning,” fortæller Christian Jensen. ”Vi valgte at smide
håndklædet i ringen. Det var rigtig ærgerligt, når vi var foran med 26
sekunder. Det var som at få en spand kold vand i hovedet, når man havde
styr på løbet og bare skulle køre det sikkert hjem. Men sådan er gamet.
Det er utaknemmeligt en gang imellem, men vi har da i hvert fald bevist,
at vi i teamet har to biler, der kan være med helt i front i
mesterskabet og kandidere til sejren.”
”Jeg troede egentlig, at vi førte, da vi så Christian holde, men der
havde været fejl på tiderne, og så var vi pludselig tre sekunder efter
Brian,” siger Ib Kragh. ”Men jeg fik kørt fra ham på nogle af prøverne,
så vi kun var fem tiendedele efter inden næstsidste prøve. Jeg vidste,
at jeg havde slået Brian med to sekunder på den prøve tidligere, hvor vi
begge havde kørt fejlfrit. Det mente jeg, at vi kunne gøre igen, så jeg
satsede hele butikken. Det var tæt på, at vi havde solgt det hele. Men
Brian havde også satset og haft en snurretur, hvor han tabte 18 sekunder
på den prøve.”
”Så skulle vi bare køre den sidste prøve, men der var en forsinkelse.
Der gik syv minutter, og det er altså lang tid at vente, når man ved, at
man har en sejr, og at man bare lige skal køre 1900 meter. Det fik vi
gudskelov overstået, og det var en rigtig dejlig sejr.”
Esben Hegelund og John Veis havde et begivenhedsrigt rally.
Sejren til Ib Kragh betyder, at han nu har overtaget den andenplads i
kampen om Danmarksmesterskabet i 4WD-klassen, som Christian Jensen havde
før løbet. Christian Jensen er nu rykket ned på fjerdepladsen, hvor han
ligger blot to point foran Esben Hegelund fra Hadsten, der også havde et
dramatisk Rally Sønderborg.
”Vi startede med at brække gearstangen allerede ved den første chikane
på prøve 1, og så måtte vi køre de tre første prøver igennem, hvor jeg
bare sad og rykkede i stumpen,” forklarer Esben Hegelund. ”Så kiksede
jeg et gearskift, så bilen låste hjulene og skred baglæns ud i et træ,
hvor vi slog en bærearm i stykker.”
”Vi fik det repareret på servicepladsen, men vi syntes, at bilen var
meget, meget urolig. Vi troede ikke rigtig på det, men det gik bedre
efter den næste servicepause. Vi havde stadig problemer med at få rytme
i bilen, og så sluttede dagen af med, at samtaleanlægget også brød ned,
så det har været en begivenhedsrig dag må man sige. Når det er sagt, er
vi godt tilfredse. Vi kommer i mål som nummer 13 generelt, og ikke
mindst kommer vi hjem med nogle point.”
Kjeld Seidler og Allan Røntved fik årets første point på kontoen.
Point blev der også til Kjeld Seidler og Allan Røntved fra Holmegaard og
Haslev. Det var deres første i år, men scoren kunne godt have været
større.
”Når man ser på, hvordan dagen er gået, så startede vi alt, alt for
langsomt. Vi var meget forsigtige og også lidt for forsigtige, og så
kunne vi ikke rigtig få fart i bilen, så vi blev treer i klassen,”
indrømmer Kjeld Seidler.
”Jeg tror, at forklaringen på vores manglende fart i bilen har været, at
vi har været vant til at udgå med den fine bil, så vi har koncentreret
os mere om bare at komme i mål. Når man så kan mærke, at bilen virker,
så var vi der bare ikke. Dette her vejr var rigtig ulækkert. Jeg har
aldrig været god til regnvejr. Jeg var alt for forsigtig.”
For nærmere oplysninger kontakt venligst:
Kører Christian Jensen – 21 49 19 92
Kører Ib Kragh – 20 14 50 09
Kører Esben Hegelund – 40 16 21 96
Kører Kjeld Seidler - 20 12 53 44
Teamchef Jens-Ole Kristiansen – 20 14 37 25
Teamkoordinator Kjeld Seidler - 20 12 53 44
|